Forums
Fibronet.dk :: Forums :: Generel debat - ÅBEN sektion :: De pårørende
 
<< Forrige indlæg | Næste indlæg >>
Det er svært at leve sammen.....
Bestyrer: Bette Pjok, Engel
Ophavsmand Indlæg
Capricorn
08 feb 2017, 11:27:49
Registeret medlem #1146
Oprettet: 08 feb 2017, 11:14:12

Postnr. og By: 4900 Nakskov
Indlæg: 1

Hej... Dette indlæg kommer lige fra hjertet, og vil være meget ærligt... Skrevet, som jeg føler det lige nu....
 
Min kæreste og jeg bor sammen, og har gjort det siden april 2016. Jeg har hele tiden vidst, at han var syg. Men her de seneste måneder kan jeg bare mærke det rigtig meget mere end jeg ellers har kunne. I weekenden glemte han f.eks. at vi havde hans datter hos os, og lavede derfor ikke det antal kyllingelår som vi egentlig havde snakket om, for at være sikker på der var nok til to teenagere og to voksne. Der fik jeg ærlig talt et chok. Vi laver ikke så meget sammen mere, fordi han altid er træt, husker ikke så meget, mister hurtigt koncentrationen. Alle de ting vidste jeg jo godt i forvejen, da min mor også har sygdommen. Men jeg synes virkelig det er slemt at leve sammen med ham. Jeg skammer mig over det, men jeg tænker meget på, om det vil være lettere at leve hver for sig, selvom jeg elsker ham. Vi har snakket meget om det de seneste dage, og han ved også godt at jeg er helt derude. Som han selv sagde, så virker jeg heller ikke så glad og lykkelig mere. Han prøver virkelig - han kom f.eks. hjem for ca 45 min siden, og var mega træt. Jeg spurgte, om han havde overskud til at hjælpe mig med et computerproblem, så jeg kunne lave en opgave som drillede. Det havde han, og så ville han gå ind og sove. Hvilket jeg altid har givet ham "lov" til - nogle gange ligefrem bedt ham om det - når jeg kan fornemme at han har behov for det. Men så ordnede han lige opvaskemaskinen, og det blev jeg lidt sur/skuffet over.
 
Jeg gik i stå - så det var nok det jeg lige havde på hjertet... Men stil endelig spørgsmål, kom med input og kommentarer......
Tilbage til toppen
Engel
22 mar 2017, 16:22:53

Registeret medlem #646
Oprettet: 03 okt 2011, 17:05:26

Postnr. og By: jylland
Indlæg: 717
hej Capricon. Jeg ser først dit indlæg nu og kan se at ingen har svaret på det. Det beklager jeg, for alle bør have hurtig svar, så det vil jeg prøve på nu:
Det er svært at være pårørende som du til en der har fibromyalgi. Jeg vil anbefale Jer at melde Jer ind i Dansk Fibromyalgi Forening, hvor der er hjælp at hente. De kører bla. Pårørende-kurser hvor man lærer at blive bedre til at taclke det at leve sammen med en der har det. Udpræget træthed og manglende koncentration og nedsat hukommelse kan de fleste med fibromyalgi nikke genkendende til. Noget andet er at man aldrig ved hvordan man har det - om lidt, i aften - i nat - i morgen om en uge osv. hvilket gør det nærmest umuligt at planlægge.Når du er blevet opmærksom på at han 'glemmer' så kan du være hans nærmeste til at hjælpe ham med at huske - ved at være på forkant med det og tjekke en ekstra gang - måske bare gøre det, uden at sige noget. Det gør nemlig ondt at få det smidt i hovedet hvad man IKKE gør - IKKE kan og hvad man glemmer og man er selv frygtelig sårbar og flov over at det er blevet sådan pga. fibromyalgien. Du har ingen grund til at skulle skamme dig - det er helt naturligt at man som pårørende af og til føler og tænker sådan, for man er ude i en belastning som man svært forstår. Lær noget om hvad fibromyalgi er - hvad det indebærer og bevirker, så du bedre kan forstå din kæreste. Om det skal være Jer to kan kun fremtiden vise, men jeg synes du skal give ham en chance. Held og lykke - og skriv bare igen
Tilbage til toppen
 

Gå til:     Tilbage til toppen

Syndiker denne tråd: rss 0.92 Syndiker this tråd: rss 2.0 Syndiker this tråd: RDF
Powered by e107 Forum System