Forums
Fibronet.dk :: Forums :: Generel debat - ÅBEN sektion :: At leve med fibromyalgi - hvordan
 
<< Forrige indlæg | Næste indlæg >>
Accept/ forståelse og hjælp.
Gå til side  1 2 3
Bestyrer: Bette Pjok, Engel
Ophavsmand Indlæg
Bodil
19 feb 2013, 16:59:24
Gæst

Hvor er det skønt som accepten florerer herinde.
Jeg har skrevet om dette enme inde på en gruppe på facebook, der er der mange der ikke får hjælp til det daglige, fra børn og mand.
Der er så også mange der heller ikke selv har accepteret deres nye situation.

Der er heldigvis også nogle som fuldt ud har accepteret sit nye liv, og også dem der får meget hjælp i det daglige. Det var bare det jeg tænkte på der kunne være interessant om de to ting havde noget med hinanden at gøre.

Men det glæder mig i har accepteret og får hjælp, ihvert fald i det omfang i ønsker det.

Venlige hilsner og tak for jeres svar.
Ja jeg tilslutter mig de andres roser til dig spurven, for du skriver nemlig så dejligt forståelig og ligetil, tak for det.

Bodil 
Tilbage til toppen
Spurven
19 feb 2013, 20:23:03
Registeret medlem #372
Oprettet: 11 mar 2010, 09:01:54

Postnr. og By: Midtsjælland
Indlæg: 2995



Ja, som det så smukt er nævnt i chatten, så er der masser af engle herinde. Jeg har mødt nogle af dem i dag. Jeg har mødt dem herinde i denne tråd, ja, det vil sige, jeg har ikke mødt dem på den måde, at jeg kan sige, hvordan de ser ud, men jeg kan fortælle, hvordan det føles: dyb, dyb glæde, ja, den slags glæde, der bringer tårer frem.

Jeg kæmper i disse dage med en stor beslutning: skal / skal ikke??? Og det handler netop om det at skrive. Og midt i at disse spørgsmål svirrer rundt i mit lille hovede, kommer så jeres søde og varme ord om min måde at skrive på. Hvis I vidste, hvad jeres små bemærkninger betyder for mig ..... det er jo netop, som at møde engle, der skubber på, for at få mig videre i den rigtige retning.

Tusind, tusind tak, I skønne og dejlige fib-venner. I er mere end guld værd!!!

Bette Pjok, jeg synger også - det lyder ikke kønt, men jeg synger alligevel, fordi jeg næsten ikke kan lade være. Min sang hedder "Nu er forår på vej".

Og ja, det er netop et fantastisk netværk med så mange mennesker, der kan være fælles om en sygdom, og så alligevel bidrage med så meget positivt herinde.

Ja, Engel, vi er ikke langt fra hinanden. Jeg kan nikke genkendende til mange af de ting, du beskriver, også det at begejstres over muligheder, som ved nærmere eftertanke alligevel ikke er inden for rækkevidde, når man har fibromyalgi. Jeg håber for dig, at du snart når til vejs ende med kommunen, så også du kan mærke lettelsen over at det store pres, der lægges på os, letter.

Bodil, jeg kom til at tænke på, at der jo også ligger mange følelser gemt i det at modtage hjælp. Det er meget svært for os fibbere at modtage hjælp, fordi vi langt hellere selv vil være den, der hjælper. Det ligger dybt i os at være den hjælpende frem for at være den, der modtager hjælp. Der skal en dyb erkendelse til, før vi indser, at den hjælp, vi modtager, gives os af kærlighed, og at de, som gerne vil hjælpe os, netop i deres hjælp vil fortælle os, at de elsker os. At modtage hjælp fra sine nærmeste er jo netop at åbne sig mod dem og tage imod den kærlighed, de føler for os.

Og igen - tusind, tusind tak, for jeres søde og varme ord. I har virkelig gjort denne dag til noget særligt for mig.

Tanker og knus
fra


 
Tilbage til toppen
Spurven
19 feb 2013, 20:39:35
Registeret medlem #372
Oprettet: 11 mar 2010, 09:01:54

Postnr. og By: Midtsjælland
Indlæg: 2995

 
1. Nu er forår på vej
- mellem frost, sne og byger
ler solen ned til mig og varmer min kind.
Nu bli’r dagene læng’re,
og mørket det svinder,
som blæses det væk i den mildeste vind.

2. Som små stråler af sol
lyser krokus i haver,
og vinterens gækker står nikkende grønt.
Se, det spirer og grønnes
i skov og på marker,
nu fuglene kvidrer og synger så skønt!

3. Som på skabelsens dag
skaber Gud ud af intet:
nu mørket fortrænges af lys og af glans.
Selv mit sinds mørke kroge
ser lyset Gud sender,
og håbet og glæden de mødes i dans

4. Du gør mørket til lys,
du gør gråvejr til solskin,
du ånder på jorden, og livet bli’r til.
Selvom døden den truer,
og mørket vil vente,
så former sig alt, Gud, som bedst du det vil.

5. Nu kom varme og lys,
nu kom kræfter og grøde,
og alle ting lukker sig op og vil gro.
Også jeg føler kraften
og lyset fra dig, Gud,
så hjælp mig at blomstre og gro i min tro.

6. Jeg vil takke dig, Gud,
for den verden, du skaber,
for liv og for glæde du sår i mit sind.
Tak for lyset og håbet,
som giver mig livsmod
og lader mig vokse i himmelen ind.

                                           Merete Djurhuus, 2001.

Undskyld, Bodil, det er ikke svar på dine spørgsmål, men jeg kunne bare ikke lade være.

Knus fra
Tilbage til toppen
Bette Pjok
19 feb 2013, 21:45:16
Administrator

Registeret medlem #1
Oprettet: 26 jun 2007, 16:55:48

Postnr. og By: 6372 Ravsted
Indlæg: 2914

Spurven skrev ...
Og igen - tusind, tusind tak, for jeres søde og varme ord. I har virkelig gjort denne dag til noget særligt for mig.
 
For at sige det på min helt egen og lidt specielle måde: Tak for sidst, du er selv skyld i det.

altså selv skyld i at vi siger du er rigtig god til at skrive og formulere dig


Og sikke da en dejlig sang, en salme vil jeg hellere kalde det. Den siger rigtig meget.


[ Redigeret 19 feb 2013, 21:47:30 ]
Tilbage til toppen
Hjemmeside
Bodil
19 feb 2013, 22:43:48
Gæst

Spurven, hvis dagen i dag har givet dig et SVAR på din usikkerhed på om du skal skrive, så vil jeg sige, skriv dog søde ven, hvem kan skrive en sang/samle som denne. Hvem kan skrive en bog JULIA bedre end dig. Så hvis det er noget i den stil du tænker på, så behøver du ikke dvæle ved " skal, skal ikke " længere......

Det er rigtig vi fibbere hellere selv vil hjælpe andre, end at modtage hjælp, og da slet ikke spørge om hjælp.
Men selv som syg med begrænsninger, kan vi stadig hjælpe andre, bare på en anden måde, mener jeg.

Jeg har mens jeg har været syg haft mulighed for at sige til mine piger, at mine børnebørn altid må være her, når de er syge, når der har været brug for en voksen ved deres side.
Det mener jeg så er en hjælp jeg har ydet.
Der er så ting jeg ikke selv kan, men så tilbyder mine børn og mand deres hjælp, som jeg er rigtig rigtig taknemlig for.
De hjælper mig.

Jeg kan også spørge dem om de godt vil række op i de øverste skabe for at tage et fad ned til mig, for ellers skal jeg op på en skammel, og det er jeg ikke glad for da jeg er svimmel og føler mig meget usikker når jeg står op på noget.

Men du har bestemt ret i at man skal være klar til at modtage hjælpen, men det kommer for mig i hvert fald helt af sig selv når jeg ikke selv kan.

Venlige hilsner fra Bodil 
Tilbage til toppen
Spurven
20 feb 2013, 14:56:51
Registeret medlem #372
Oprettet: 11 mar 2010, 09:01:54

Postnr. og By: Midtsjælland
Indlæg: 2995

Ja, Bodil, du har da helt ret - du har helt afgjort været til stor hjælp for dine børn ved at tilbyde at have børnebørnene et trygt sted at være under sygdom.

Og på sammen måde er alle fibbere til stor hjælp hver eneste dag - forskellen er bare at du har erkendt, at du kunne hjælpe, mens mange andre fibbere slår det hen som værende "ingenting". Det er jo også et skridt på vejen at kunne se, at de små ting vi kan, faktisk kan være til stor hjælp for andre samt til stor nytte og gavn for os selv og vores familie. Når man først er nået så langt, er det heller ikke så svært at bede om hjælp, for man ved jo, at det er en form for ping-pong, jeg hjælper dig, du hjælper mig, jeg støtter dig, du støtter mig osv.

Men du har bestemt ret i at man skal være klar til at modtage hjælpen, men det kommer for mig i hvert fald helt af sig selv når jeg ikke selv kan.
Ja, selvfølgelig må man modtage hjælpen, når man ikke længere selv kan - men vi har faktisk brug for hjælp, også når vi selv kan, fordi vi overanstrenger og ødelægger os selv ved at tage for hårdt fat. Det er noget, jeg kender alt for godt, netop fordi jeg helst selv vil, men jeg bør i stedet bede om hjælp, fordi mit overskud så vil række længere. Min familie sætter stor pris på, at jeg ved deres hjælp kan strække mit overskud til at vare det meste af dagen i stedet for at falde om som en klud midt på eftermiddagen.

Knus fra
 

Tilbage til toppen
Lenam
20 feb 2013, 16:38:37
Registeret medlem #207
Oprettet: 11 sep 2008, 15:23:39

Postnr. og By: Esbjerg N.
Indlæg: 2765

Bodil; du spurgte, om min mand hjalp til herhjemme? 
Det gør han dagligt. Nu mens han endnu arbejder, så er det i det daglige mest, i form af at rydde væk efter aftensmaden, tørre borde af og rengøre gryder/pander.
Vi tager til tider en fælles gulvvask. Han svinger kosten, mens jeg vrider kludene. Uanset hvad, er han altid parat til at give en hånd. 
Hvor jeg kan og kan holde til det, vil jeg stadig også gerne gøre noget af det selv.

Spurven; en smuk tekst! Er der lagt musik til og i så fald, er det en af de melodier vi kender fra kirken/højskolesangbogen?

Stol du trygt på dine skrive/formuleringevner. De er unikke!

Fortsat god dag til jer alle sammen.

Kærligst Lenam




[ Redigeret 20 feb 2013, 16:39:10 ]
Tilbage til toppen
Bodil
20 feb 2013, 17:35:51
Gæst

mange tak for jeres svar, som var gode.

 
Jeg mistede helt humøret i dag, da min computer er gået død, er kørt til rep. i hvert fald skal de finde ud af om det kan repareres, øv øv 

Vh Bodil

Tilbage til toppen
Spurven
20 feb 2013, 21:05:09
Registeret medlem #372
Oprettet: 11 mar 2010, 09:01:54

Postnr. og By: Midtsjælland
Indlæg: 2995


Lenam - salmen er skrevet til melodien til "Nu går solen sin vej" komponeret af Erik Sommer. Det er en af de få nye salmer som fik lov til at komme med i den nye salmebog, man kan derfor google Den danske Salmebog, vælge nr. 786, Nu går solen sin vej, og når teksten kommer frem er der også mulighed for at høre melodien, som er rigtig sød.

Og tusind tak også til dig for de søde ord.

Knus fra
 
Tilbage til toppen
Diana
18 apr 2013, 08:15:50
Registeret medlem #817
Oprettet: 12 apr 2013, 07:19:13

Postnr. og By: 6760 Ribe
Indlæg: 16

Det er dejligt at se at man faktisk KAN lære at acceptere fibben. Desværre er jeg ikke selv kommet så langt endnu. De fleste dage er jeg stadig frustreret over alt det jeg ikke kan og desværre har min familie heller ikke (endnu) rigtig fundet ud af, at jeg ikke har de samme kræfter mere, så de forventer stadig at jeg ordner altfor alle Det er sikkert min egen skyld, fordi jeg igennem flere år har vænnet dem til at jeg gør tingene, selvom jeg har ulideligt ondt. MEN jeg har lige indkaldt til "familiemøde" fordi tingene må ændre sig herhjemme, da jeg er meget hårdt angrebet i den her tid og derfor ikke engang kan de mest basale ting mere. Min mand har dog indset at han må trække et større læs, da tingene ellers ikke bliver gjort lige pt. Desuden kæmper jeg også med kommunen, som ikke ser ud til at ville anerkende min fib., selvom den er diagnosticeret af en af de førende reumatologer i DK. Midt i kampen har jeg lige måttet skifte læge, da min tidligere læge, heller ikke anerkendte fibben eller de mange symptomer... han mente bl.a. ikke at min ballonmave var irriteret tyktarm osv. Såe.. jeg er vist stadig i første fase af kampen. Har også "kun" haft det i 7 år og en diagnose på det i 5 mdr. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at nå så vidt som jer andre, både med selv at acceptere mine begrænsninger og med at andre gør
Tilbage til toppen
Gå til side  1 2 3  

Gå til:     Tilbage til toppen

Syndiker denne tråd: rss 0.92 Syndiker this tråd: rss 2.0 Syndiker this tråd: RDF
Powered by e107 Forum System